Sider - Ansøgningspuljen til social støtte i overgang til og fastholdelse i job § 15.75.29.10

Ansøgningspuljen til social støtte i overgang til og fastholdelse i job § 15.75.29.10

Hvem kan søge? (ansøgerkreds)
Alle landets kommuner kan søge om midler fra puljen.
 
Formål
Formålet med initiativet er at afprøve en koordineret, integreret og intensiv socialfaglig og beskæftigelsesrettet indsats (indsatsmodellen), der skal hjælpe aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år med længerevarende ledighed i at komme i ordinært job og fastholde jobbet også på længere sigt.
Mennesker med handicap, psykiske vanskeligheder eller sociale problemer har en markant lavere beskæftigelsesgrad end den øvrige befolkning. Ifølge Socialpolitisk Redegørelse var mindre end hver tiende borger med handicap, psykiske vanskeligheder eller sociale problemer, der modtager ydelser efter Serviceloven, i ordinær beskæftigelse, fleksjob eller uddannelse i 2014 (SIM 2016).
I 2015 pegede Carsten Koch-udvalget (2015) på en række udfordringer i forhold til at få udsatte borgere i beskæftigelse. Udvalget pegede blandt andet på behovet for et mere systematisk samarbejde på tværs af beskæftigelses- og socialforvaltningerne og på, at der var brug for mere viden om tværfaglige indsatser, hvor den sociale og den beskæftigelsesrettede indsats aktivt understøtter hinanden. Udvalget pegede endvidere på, at det har bedre beskæftigelseseffekt, når borgerne deltager i virksomhedsrettede tilbud, frem for i forskellige former for vejledning og opkvalificering.
For at fremme beskæftigelsen blandt kontanthjælpsmodtagerne, er der indenfor de seneste år iværksat flere initiativer i jobcentrene. Disse initiativer har været baseret på international forskning og erfaringer med arbejdsrettet rehabilitering, der viser, at selv borgere med svære psykiske lidelser, kan blive en del af et arbejdsfællesskab, hvis der etableres det rette jobmatch og tages de nødvendige hensyn på arbejdspladsen.
Flere kommuner er lykkedes med at opnå gode resultater med at få udsatte ledige kontanthjælpsmodtagere tættere på job, mens der fortsat er en stor andel, som ikke får en aktiv indsats. Se også bilag 1 om målgruppen. Kommunerne har både i henhold til Lov om social service (SEL) og Lov om en Aktiv beskæftigelsesindsats (LAB) mulighed for at give målgruppen ekstra støtte til at opnå og fastholde et job. Undersøgelser viser imidlertid, at den socialpædagogiske støtte efter SEL § 85 har et begrænset fokus på borgerens ressourcer og mulighed for at komme i beskæftigelse, samt at der er et potentiale i at kvalificere mentorordningen efter LAB § 31b, ved at sikre et mere helhedsorienteret fokus i indsatsen og understøtte borgeren i at mestre et liv med job.
Erfaringer fra andre projekter med fokus på kritiske overgange, fx overgang fra hjemløshed til egen bolig, viser positive effekter af metoden Critical Time Intervention (CTI).
På baggrund heraf er der igangsat et samarbejdsprojekt mellem Socialstyrelsen og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om at udvikle og afprøve en indsats, der understøtter, at flere udsatte borgere kommer i beskæftigelse. Dette skal ske ved, dels at styrke samarbejdet mellem socialforvaltning og jobcenter og dels ved at afprøve CTI-metoden i overgangen til job.
 
Målgruppe
Målgruppen er aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år med længerevarende ledighed. Målgruppen er kendetegnet ved at stå over for komplekse og sammensatte problemer, herunder handicap, psykisk lidelse eller sociale problemer. 
Projektperiode:
1. november 2017 til 31. marts 2020
 
Midler til fordeling
Der er 29,8 mio.kr. til fordeling i 2017
 
Finanslovskonto:
15.75.29.10
 
Kontaktperson:
Frederik Hyllested
telefon: +45 41 73 08 06
 
For yderligere information og spørgsmål/svar se puljens side her:
 
 
 
 

 Ansøgningsfrist

 
​1. september 2017 kl. 12.00
 

 Ansøg

 
Du skal være logget ind for at kunne ansøge
 

 Login med NemID

 
Organisationer, som er CVR-registreret, skal bruge organisationens medarbejder NemID til login
Det anbefales at anvende Internet Explorer 10 eller 11 i forbindelse med login til portalansøgning
     

     Ansøgningsmateriale

     
     

     Øvrigt materiale